På baggrund af en klage - fra min side, til den europæiske menneskeretskommission - over den danske stats krænkelse af mit barns og mine menneskerettigheder, iværksatte Frederiksberg Kommune en voldsom - mangeårig - terrorkampagne mod mig, der bl.a. resulterede i, at jeg fik en blodprop i hjertet.

I forlængelse af denne terror/blodprop problematik, fandt Frederiksbergs tidligere Borgmester, John Winther, det for tilrådeligt at få mig passiveret med en psykisk syg diagnosticering. Således kommunen og borgmesteren dermed kunne krybe udenom ansvar og straf for deres forbrydelser, ved at henvise til, at jeg jo var psykisk syg. Denne form for falsk diagnostik - af politiske årsager - er meget brugt i Danmark.

Idet, det - trods ihærdige forsøg - ikke lykkedes for John Winther at få mig diagnosticeret som psykisk syg, gik han over til den mere fordækte form for psykisk syg stempling, ved at få mig betegnet som sådan i kommunens interne papirer, og ved at videreformidle dette svineri til andre og externe myndigheder. Samtidig pressede kommunen på, for at komme til at førtidspensionere mig. Og vejen til en sådan - for mig uønsket - førtidspensionering, skulle så gå over en mentalundersøgelse og en psykisk syg diagnose.

Ved en aktiv indsats fra et kommunalbestyrelsesmedlem, blev dette imidlertid ændret til, at man godt kunne førtidspensionere mig med begrundelse i mine ringe sociale forhold, og med såkaldt merværdi i mit dårlige hjerte, således det ikke var nødvendigt med en falsk psykisk syg diagnosticering af mig. Problemet var blot, at jeg ikke var interesseret i dette førtidspensionscirkus, men simpelthen ønskede at få mit normale liv tilbage, og blive fri for kommunens terror og chikane. Og ved en aktiv indsats fra min egen side, blev førtidspensioneringen derfor istedet erstattet med en revalidering, i form af deltagelse på et netværksadministratorkursus

Denne revalidering passede ikke komunalbestyrelsens højreradikale høge, hvor f.eks. Venstres Jan. E. Jørgensen sendte mig en række uforskammede e-mails, og bl.a. gjorde det klart, at jeg hverken skulle have lov til at deltage i netværksadministrator kurset, eller at have et normalt arbejde efter endt kursus, men at jeg simpelthen skulle tvangsanbringes på kommunens beskæftigelsesværksted. Og næppe var jeg begyndt på kurset, før den kommunale sagsbehandler, Henrik Jessen Petersen - på baggrund af en ulovlig udsættelse fra min lejlighed - indgav en politianmeldelse mod mig, hvor politiet viste sig at være borgmesterens villige bydrenge, og fluks rejste en stribe sigtelser mod mig, der skulle resultere i min anbringelse bag tremmer, lås og slå i ikke mindre end 6 år. Men, det handlede nu først og fremmest om, at få gjort det umuligt for mig at deltage i, og gennemføre netværksadministratorkurset.

På trods af omstændighederne gennemførte jeg ikke alene kurset, men bestod sågar med den højeste score blandt de fire kursister, der ud af ialt tyve kursister bestod kurset. Og ikke alene bestod jeg, men blev omgående ansat som netværksadministrator i en amerikansk koncerns danske filial - indtil politiet mødte uniformerede op på min arbejdsplads, og fik mig revet tilbage i arbejdsløshedens og kommunens kløer.

Ved Mads Lebæks tiltræden som borgmestervikar, gik kommunen tilbage til de voldsommere og mere direkte metoder, hvor den ønskede diagnosticering nu skulle fremkomme via en ulovlig fratagelse af min lejlighed, og en samtidig internering af mig på det Frederiksbergske Mandeherberg. Sagen er jo nemlig, at man på herberget skriver rapporter om de internerede. Og sådan en rapport skulle derfor danne grundlag for en indespærring af mig på Frederiksberg Hospitals lukkede psykiatriske afsnit.

Takket være en aktiv indsats fra en Johnny Lauritzens (bisidder) side, undgik jeg imidlertid mandeherberget, efter den ulovlige udsættelse fra min lejlighed, og fik istedet tildelt en meget dyr, støj og lugtplaget lejlighed oven på en børnehave for adfærdsvanskelige børn.

Iflg. omtalte bisidder, Johnny Lauritzen, har borgmestervikaren på Frederiksberg, Mads Lebæk, udtalt til ham, at han -borgmestervikaren, ville have mig stemplet som psykisk syg. Og kort tid efter startede psykisk syg cirkuset derfor igen: Denne gang - iflg. udtalelser fra den advokat (systemlakaj) der dengang satte mine rettigheder over styr i straffesagen mod mig - ved at en kvindelig statsadvokat, med udgangspunkt i en fantastisk - men også latterligt morsom - historie om mig, havde indgivet en begæring til Østre Landsret om, at få mig tvangsmæssigt mentalundersøgt via 3 måneders indespærring på et sindssygehospital. Pointen i dette psykisk syg cirkus var selvfølgelig den uundgåelige defamatoriske effekt systemet opnår ved sådanne fantastiske narrestreger

Iflg. den advokat der dengang satte mine rettigheder over styr i straffesagen mod mig, led den kvindelige statsadvokat af den tvangstanke, at jeg havde indrettet min lejlighed til en stærkt befæstet rockerborg; at jeg sad i en maskingeværsrede i lejlighedens entre, og skød på alt og alle der nærmede sig lejligheden, hvis det da ikke lige var nogen jeg kendte. Mens de mere formelle sigtelser mod mig straks var mindre dramatiske, men stadig uden det fjerneste hold i virkeligheden, og ligeledes uden egentlig substans.

Sindsyge sigtelserne byggede på nogle få beklagelige omstændigheder, som jeg ikke havde den ringeste indflydelse på. Dels var der nemlig tale om, at den nu flere gange omtalte advokat havde vurderet straffesagen mod mig, som værende uden substans. Han forventede derfor - angiveligt - primært en frifindelse, eller i værste fald en betinget dom eller samfundstjeneste. Og eftersom han angiveligt fandt det formålstjenligt for hans sagsførelse, havde han på forhånd bestilt en virtuel stasi-undersøgelse af mig. Sådan en stasi undersøgelse, giver politi og kriminalforsorg ret til - efter østtysk forbillede - at lave omfattende undersøgelser og rette henvendelse til naboer, lokale handlende, familie, venner og ikke mindst fjender osv., osv. og dermed bedrive undergravende og defamatorisk virksomhed mod borgere, før disse overhovedet er fundet skyldige i noget som helst. Endvidere indgår der en såkaldt mentalundersøgelse i denne stasi undersøgelse, der selvfølgelig får lige præcis det udfald anklagemyndigheden på forhånd bestiller. For advokatens vedkommende handlede dette vanvid angiveligt om, at sådan en stasi undersøgelse, ville gøre det nemmere for ham at vinde sagen.

Det er imidlertid ikke min opgave, at gøre det nemt for advokaten, at gøre det nemt for domstolene at gennemføre deres forbrydelser ad udenomretlig vej: Så, jeg nægtede ganske enkelt at deltage som frivillig offer i sådan et psykopatisk vanvid. Den ene af sindsygesigtelserne mod mig, gik derfor på, at jeg ikke frivilligt ville være med til en stasi undersøgelse. Logikken i dette er, at det tages som bevis på sindssyge, hvis man ikke frivilligt vil lade et det forbryderiske danske regime erklære en for sindsyg.

Hvad angår bisidderen, Johnny Lauritzen, var det vigtigt for ham at have succes med at få kommuneadministrationerne til at makke ret. Og til den ende brugte han at true det kommunale personale med, at han ville gøre dem personligt ansvarlige for, hvad der evt. kunne overgå hans "klienter". Da jeg imidlertid fandt ud af, at hans ammunition blandt andet gik på, at hans klienter havde dårlige nerver, var angste og på nippet til at begå selvmord. Bad jeg ham om, omgående at stoppe med den taktik, for selvom den taktik muligvis kunne sikre ham succes i hans forehavender, så var det ikke desto mindre vand på systemets mølle, og ville kun kunne skade mig. Det viste sig så senere, at politiet påstod, at Johnny Lauritzen overfor dem havde erklæret, at de skulle holde op med at chikanere mig, idet de alligevel aldrig kunne få mig dømt, da jeg nemlig var meget psykisk syg. Den anden sindssyge sigtelse imod mig, byggede derfor på denne angivelige påstand fra en almindelig ukyndig borger, der til og med aldrig havde truffet mig eller iøvrigt talt med mig, men blot havde korresponderet lidt med mig, i kortere tid, og udelukkende i relation til det verserende sagsforløb med politi og kommune.

Og eftersom hverken den ene eller den anden af sindssygesigtelserne havde noget konkret med mig eller sindssyge at gøre, havde politiet så bestilt en diagnose hos deres egen psykologiske konsulent, der så igen er en prostitueret karl, der tjener penge på at skrive, hvad nu politi og/eller anklagemyndighed pålægger ham. Og ja, han skrev søreme, at jeg var blevet sindssyg. Og, det kunne han gøre, uden at have set, mødt, hørt eller talt med mig. Dette imponerer mig nu ikke, for nogle år tidligere kunne Frederiksberg Hospitals socialrådgiver, Hanne Læssøe søreme også diagnosticere mig som værende sindssyg, blot ved at høre mig, præsentere mig i en telefon. Men, dette dog først efter at have talt med en sagsbehandler i Frederiksberg Kommune, der havde forklaret hende, at kommunen ville have mig erklæret for sindssyg. Den tredje sindssygesigtelse mod mig, var således også aldeles tom og egentlig indholdsløs, og havde altså heller ikke noget med hverken mig eller sindssyge at gøre

Og alt dette, der kun er en meget overfladisk og forenklet beskrivelse, handler således om, hvor langt det psykopatisk forbryderiske danske system går, for at tilfredsstille psykopatiske borgmestre og psykopatiske borgmestervikarers behov for at få stemplet udvalgte borgere med nutidens danske jødestjerne, den falske psykiatriske diagnose.

Og lige for en god ordens skyld: Jeg er naturligvis aldrig blevet egentlig og lægeligt diagnosticeret som værende sindssyg. Jeg har ikke været under psykiatrisk behandling. Jeg har aldrig fået nogen form for nervepiller, lykkepiller, kemisk lobotomi, andet psykopharmica eller lignende kemiske substanser og eller giftstoffer.

Hvis der eksisterer et behov for mentalundersøgelser i denne forbindelse, er det mentalundersøgelser af John Winther, Mads Lebæk, samt adskillige kommunale og statslige ansatte